Forberedelser til Nybyggerne 2021

Her kan du læse lidt mere om vores tanker og hvordan vi forberedte os til at skabe vores drømmehus i Sønderborg.

Forberedelser og tanker

Onsdag d. 10 feb. kl. 11.20 møder vi op på Scandic hotel i Aarhus. Det var dagen hvor vi skulle til casting til Nybyggerne 2021. Meget spændte, dog velforberedte, mødte vi op med vores mood board, som var fyldt med farver, tekstiler og 3D figurer. På mood boardet havde vi disse stikord stående:

92 cm 
Ny 60’er stil
Genbrug
Linjer
Miljørigtigt
Detaljer
Finn Juhl farver
Klimavenligt


Den lige linje

92 cm - hvad skal det dog betyde, tænker du sikkert? Det vil vi gerne forklare lidt nærmere. Vi fik en idé om at vi ville dele huset visuelt i en ‘over og under 92 cm’. Det ville vi gøre konsekvent i HELE huset. Vi havde en vision om at det ville skabe en rigtig fin linje gennem hele huset, og så ønskede vi virkelig at skabe noget originalt, som du ikke bare lige kan finde i et modemagasin. Om det fungerer i praksis? Tjah, det må du jo være med til bedømme :) Kender du mon La Linea? Han var med til at give os inspiration til denne skøre ‘over og under 92 cm’ regel. Han er udenfor det sædvanlige (ligesom os, hehe) og vi er sikre på, at han ville elske at bo i blåt hus, fordi her er der en streg i hele huset, som han kan følge rundt. 


Tanker og inspiration

Hvordan indretter man lige et hus, som man ikke har set endnu? Det er et rigtig godt spørgsmål, som vi ikke har noget svar på :) Vi gik med hypotesen om, at huset højst sandsynligt ikke var en herskabslejlighed eller lignende. Vi havde fået at vide, at huset lå inde i byen og havde en mindre have. Vi forestillede os derfor nutidens byggestil anno 2021 - nemlig masseproducerede huse/rækkehuse. Vi synes, at bygningen, den måde den er bygget på og den tidsepoke bygningen tilhører har meget at sige i forhold til de rum og det hjem man indretter. Vores mening er, at det udvendige og det indvendige hjem skal harmonere. 


Vi arbejder til dagligt med møbler og har vores egen møbelpolstrer virksomhed, Fuglsang Møbler. I kraft af vores arbejde har vi en dyb respekt og kærlighed for 50-60’ernes danske design. De danske designere er verdenskendte og anerkendte for deres former, farver og funktionalitet. I 50-60’erne skulle husene være praktiske, minimalistiske og funktionelt indrettet. Man begyndte at masseproducere indretning af køkkener og masseproducere møbler. Derfor skar man også alt unødvendigt pynt fra, så man kunne forenkle formerne. Disse elementer har været en stor inspiration til mange af vores valg i huset. Vi har derfor også valgt at skære alt unødvendigt pynt fra. Vi forudser lidt, at det er noget som folk vil have forskellige meninger om, men det er altså et helt bevidst valg fra vores side. Vi synes, at et hjem skal afspejle det liv, som bliver og er blevet levet i det. Vi synes derfor ikke, at det ville give nogen mening at fylde huset op med en masse pynt, som vi ‘tilfældigt’ havde fundet i genbrug. 

Vi er meget inspireret af Bauhaus stilen. Altså, ikke at forveksle med byggemarkedet Bauhaus :) Ved du ikke hvad Bauhaus stilen er? Så gør lige dig selv den tjeneste at smutte forbi Pinterest og tjek det ud. Vi elsker det og inspirationskilden er brugt til alle rum i hele huset.


Farver

Vi er overbeviste om, at farver påvirker omgivelserne. Man kan bruge farverne bevidst til at skabe et specielt miljø, f.eks. påvirke følelses af ro. Man kan også ændre hele rum fornemmelsen ved at flytte rundt på fokus og skabe illusioner, så man opfatter rummet på en anden måde end man sædvanligvis gør. F.eks. kan man gøre noget synligt bredere bare ved at male forskellige farver og former. Som du måske kan fornemme, så er vi er MEGET optaget af farverne og deres psykologi, og derfor var det også et helt naturligt valg, at vi skulle have stor fokus på farverne i vores drømmehus. Vi ønskede at lege med farverne på en måde som vi ikke har set i Nybyggerne tidligere. Vi har valgt at bruge de samme 9 farver (+ sort og hvid) i hele huset. Du kan finde alle farvekoderne herinde, hvis du selv skulle have lyst til at dykke ned i farvernes univers. 


Reglerne/dogmerne i blåt hus

En stor helt hvid flade i alle rum
Vi skal turde lave noget, vi ikke har set før
Alle rum skal deles i ‘over og under 92 cm’ i hele huset
Kun 9 farver i alle rum, alt inventar, maling og nips
Gentagelsen af 3 stk.
Hovedsageligt bruge masseproducerede varer fra byggemarkedet, så alle kan købe det uden at det koster kassen
Upcycle fra genbrug
Arbejde aktivt med illusioner og øjets opfattelse af form/rum
Ingen synlig messing
Ingen synlig træ (denne regel bryder vi dog alligevel lidt, da vi ikke kunne få det gulv vi gerne ville have haft)

Rød
Soft mint
Gul
Palmetto
Retro blå
Südwest
Nordisk hav
Lyserød
Alladin